Knud den Store

Knud den Store (Knud 2.) (dansk) Canute the Great (engelsk) Knut den mektige (norsk)
Knud den Store er den første danske konge, der findes et samtidigt portræt af. Her gengivet et udsnit af en illustration fra Liber vitae, 1031.
Konge af Danmark
Regerede	1019 – 12. november 1035
Forgænger	Harald 2.
Regent	Knud 2. den Store
Jarl	Ulf jarl
Efterfølger	Knud 3. Hardeknud
Konge af England Kroning: 6. januar 1017 London Regerede: ultimo oktober 1016/30. november 1016 – 12. november 1035 Forgænger: Edmund Jernside Regent: Knud den Store Efterfølger: Hardeknud og Harald Harefod
Konge af Norge Regerede: 1028 – 12. november 1035 Forgænger: Olav den Hellige Regent: Knud den Store Indsat konge Svend Knutsson Efterfølger: Magnus den Gode
Konge af dele af Sverige Regerede: 1026 – 1030 Forgænger: Anund Jakob Regent: Knud den Store Efterfølger: Anund Jakob
Ægtefæller	Ælfgifu Emma af Normandiet
Børn	Med Ælgifu: Harald Harefod Svend Knutsson Datter (navn ikke overleveret) Med Emma: Hardeknud Gunhild
Fulde navn	Knud Svendsen
Født	Ca. 995
Død	12. november 1035 Shaftesbury
Hvilested	Winchester Cathedral
Far	Svend Tveskæg
Mor	Gunhild af Polen
Hus	Jellingdynastiet

Knud den Store (oldengelsk: Cnut se Micela, oldnordisk: Knútr inn ríki (født ca. 995, død 12. november 1035 i Shaftesbury) også omtalt som Knud 2., var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som Nordsøimperiet. Han var søn af Svend Tveskæg, hvilket også gav ham patronymet Sveinsson (oldnordisk) Sweynsson (engelsk). Trods hans store samtidige betydning svandt arven efter Knud den Store hurtigt, først med hans børns død mindre end et tiår efter hans egen og endeligt med den normanniske erobring af England i 1066. Han bliver populært omtalt i legenden om Kong Knud og tidevandet, der bygger på en fortælling om, hvordan Knud som en vis konge irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd.

Som dansk/engelsk kongesøn vandt Knud tronen i England i 1016 i kølvandet på flere hundrede års vikingeaktivitet i det nordvestlige Europa. Da han senere besteg den danske trone i 1018 (eller 1019) bragte han den engelske og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magtbase ved at forene danerne og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition samt via ren brutalitet. Efter et årti i konflikt med modstandere i Skandinavien tog Knud Norges krone i Trondheim i 1028.

Herredømmet over England gav danerne en vigtig forbindelse til havområdet mellem Storbritannien og Irland, hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde store interesser og udøvede stor indflydelse blandt norrøn-gælerne. Knuds besiddelser i form af Englands bispedømmer og de kontinentale bispedømmer i Danmark, som den tysk-romerske ærkebiskop af Bremen ellers havde højhedsretten over, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til den katolske kirke og blandt mange magnater i kristendommen (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen på pallium til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej til Rom). Efter hans sejr i 1026 over Norge og Sverige, på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser Konrad 2., udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne". De angelsaksiske konger brugte titlen "king of the English". Knuds titel var ealles Engla landes cyning - Konge over hele England ("king of all England"). Middelalderhistorikeren Norman Cantor har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".

Fødsel og kongerige

Knud var søn af Svend Tveskæg, der var søn eller stedsøn og arving til kong Harald Blåtand, og han kom således fra en slægt af skandinaviske herskere, der var centrale for foreningen af Danmark. Hverken hans fødselsdag eller fødselssted er kendt. Hardeknud anses som en semi-legendarisk grundlægger af det nuværende danske kongehus i begyndelsen af 900-tallet, og hans søn, Gorm den Gamle, refereres ofte som den første konge i den danske kongerække. Harald Blåtand, Gorms søn og Knuds farfar, var dansk konge da kristendommen blev indført i Danmark, og han blev den første skandinaviske konge til at bestemme, at hele hans hjemlige kongerige skulle være kristent tillige.

Både Thietmar af Merseburgs Kronikon og Encomium Emmae Reginae angiver at Knuds mor var datter af Mieszko 1. af Polen. Oldnordisk litteratur fra højmiddelalderen, særligt Heimskringla af Snorri Sturluson, angiver også en polsk prinsesse som Knuds mor, som de kalder Gunhild og en datter af Burislav, konge over Vindland. Da konge af Vindland i de nordiske sagaer altid er Burislav er dette foreneligt med antagelse om, at hendes fader var Mieszko (ikke hans søn Boleslav). Adam af Bremens udlægning i Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum er unik, idet han sætter lighedstegn mellem Knuds mor (som han ikke angiver med navn) og den tidligere dronning af Sverige, Erik Sejrsæls hustru, der via dette ægteskab også er mor til Oluf Skotkonung. Heimskringla og andre sagaer beskriver også, at Svend ægtede Eriks enke, men i disse tekster fremstilles hun i øvrigt som en anden person og angives som værende Sigrid Storråde, som Svend gifter sig med efter at Gunhild, en slavisk prinsesse som fødte Knud, er død. Andre teorier angående ophavet til Svends koner (eller kone) er også blevet foreslået (se Sigrid Storråde og Gunnhild), men siden Adam er den eneste kilde, der opgiver identiteten på Knuds og Olufs mødre som samme person, så bliver dette ofte set som en fejl fra Adams side, og det antages normalt at Svend havde to koner, hvoraf den første var Knuds mor og den anden var den tidligere dronning af Sverige. Knuds bror, Harald, var den yngste af de to brødre ifølge Encomium Emmae.

Sølvpenning med Knud den Store.

Der kan findes spor af Knuds barndom i Flateyjarbók, der er en kilde fra 1200-tallet, der beskriver at han blev udlært som soldat af høvding Thorkild den Høje, bror til Sigvalde, jarl over den mytiske Jomsborg og de legendariske jomsvikinger på deres fæstning på Wolin ud for Pommerns kyst. De danske, nordiske og emgelske kilder giver ikke rigtig nogle oplysninger om Knuds fødselsdato eller fødested. Samtidige værker, som Kronikon og Encomium Emmae, omtaler ikke disse spørgsmål. I Knútsdrápa af skjalden Óttarr svarti, er der et udsagn om at Knud var "af ingen stor alder", da han først drog i krig. Den nævner også en kamp, som kan identificeres som Svend Tveskægs invasion af England og angreb på byen Norwich, i 1003/04, efter danemordet i 1002. Hvis knud virkelig deltog på dette togt, så kan hans fødselsår være nærmere 990 eller sågar 980. Hvis ikke det er tilfældet, og hvis skjaldens poetiske vers omtaler et andet angreb, som Tveskægs erobring af England i 1013/14, kan det indikere et fødselsår væsentligt nærmere år 1000. I forbindelse med Knuds død bliver hans alder angivet som enten 40 år eller knap 40 år, hvilket således kunne tyde på et fødselsår mellem ca. 995 og ca. 997. Der er en passage i Encomiast (som forfatteren til Encomium Emmae kendes som), der refererer til de tropper som Knud ledede under den engelske erobring i 1015/16. Her står at vikingerne var af "moden alder" under "kongen" Knud.

En beskrivelse af Knud optræder i Knýtlinga saga fra 1200-tallet:

Knud var exceptionelt høj og stærk, og den smukkeste blandt mænd, bortset fra hans næse, der var tynd og sad høj og temmelig kroget. Han havde en pæn teint, og et fint hoved med tykt hår. Hans øjne var bedre end dem på andre mænd, både smukkere og skarpere i deres syn.

— Knytlinga Saga

Der vides stort set ingenting sikkert om Knuds liv indtil han blev en del af de skandinaviske tropper hørende under faderen, kong Svend, under invasionen af England i sommeren 1013. Dette var klimakset af vikingernes togter, der havde stået på gennem flere årtier. Efter deres landgang ved Humber faldt kongeriget hurtigt til Svend Tveskægs styrker, og mod slutningen af året flygtede kong Ethelred til Normandiet, og efterlod Svend Tveskæg med England. I løbet af vinteren, hvor Tveskæg var i gang med at konsolidere sin magt i det nye kongerige, fik Knud ansvaret for flåden og basen med hæren i Gainsborough.

Efter Svend Tveskægs død efter få måneder som konge ved Kyndelmisse (søndag den 3. februar 1014), efterfulgte sønnen Harald ham som konge over Danmark, mens flåden, de danske krigere og indbyggerne i Danelagen straks efter valgte Knud som konge i England. Den engelske adel havde dog en anden mening, og Witenagemot sendte bud efter Ethelred fra Normandiet. Den genindsatte konge ledte hurtigt en hær mod Knud, der måtte flygte med sin hær til Danmark, og på deres vej lemlæstede de gidsler, som de havde taget, og efterlod dem på stranden ved Sandwich. Knud drog tilbage til Danmark til sin bror Harald og foreslog antagelig vis, at de delte kongemagten, men det vandt ikke indpas hos hans bror. Harald antages at have tilbudt Knud at udruste en ny ledingsflåde og lede hans tropper til en ny invasion af England på betingelse af, at han ikke fortsatte med at gøre krav på tronen. Under alle omstændigheder formåede Knud (og Harald) at samle en stor flåde, som kunne bruges til en ny invasion.

Erobring af England

Uddybende artikel: Knud den Stores invasion af England

Denne runesten i Sverige (U 194), til minde om en viking kendt som Alli, siger, at han vandt Knútrs betaling i England.

Blandt Danmarks allierede var Boleslaw den Tapre, hertug af Polen (senere kronet til konge) og en slægtning til det danske kongehus. Han lånte nogle polske tropper, sandsynligvis som et løfte givet til Knud og hans bror Harald, da de om vinteren "drog blandt venderne" for at hente deres mor tilbage til det danske hof. Hun var blevet sendt bort af deres far efter den svenske konge Erik Sejrsæls død i 995 og hans ægteskab med Sigrid Storråde, den svenske enkedronning. Dette ægteskab skabte en stærk alliance mellem tronfølgeren i Sverige, Oluf Skotkonung, og Danmarks herskere, hans svigerforældre. Svenskere var ganske sikkert blandt de allierede i erobringen af England. En anden indgiftet slægtning til det danske kongehus, Erik jarl, var ladejarlen og medhersker over Norge sammen med sin bror Svend Jarl – Norge havde været under dansk overhøjhed siden slaget ved Svold i 999. Erik deltog i invasionen og efterlod sin søn Håkon til at styre Norge sammen med Svend.

I sommeren 1015 sejlede Knuds flåde mod England med en dansk hær på måske 10.000 mand i 200 langskibe. Knud stod i spidsen for en samling vikinger fra hele Skandinavien. Invasionshæren bestod hovedsageligt af lejesoldater. Invasionsstyrken skulle i de næste 14 måneder føre ofte nærgående og grusom krig mod englænderne. Næsten alle slagene blev udkæmpet mod Ethelreds ældste søn, Edmund Jernside.

Landgang i Wessex

Ifølge Peterborough-krøniken, et af de vigtigste vidner til Den angelsaksiske krønike, kom "[Knud] tidligt i september 1015 til Sandwich og sejlede straks rundt om Kent til Wessex, indtil han kom til udmundingen af Frome, og hærgede i Dorset og Wiltshire og Somerset", og indledte dermed en kampagne af en intensitet, man ikke havde set siden Alfred den Stores dage. Et afsnit fra dronning Emmas Encomium giver et billede af Knuds flåde:

[T]der var der så mange slags skjolde, at man kunne have troet, at tropper fra alle nationer var til stede. ... Guld skinnede på stævnene, og sølv glimtrede også på de forskelligt formede skibe. ... For hvem kunne se fjendens løver, frygtindgydende i guldet glans, hvem kunne se mændene af metal, truende med gyldent ansigt, ... hvem kunne se tyrene på skibene true med død, deres horn skinnende af guld, uden at føle frygt for kongen for en sådan styrke? Desuden var der i denne store ekspedition ingen træl, ingen mand frigivet fra trældom, ingen lavt født mand, ingen mand svækket af alder; for alle var ædle, alle stærke med den modne alders kraft, alle tilstrækkeligt egnede til enhver form for kamp, alle af så stor hurtighed, at de foragtede rytternes fart.

— Encomium Emmae Reginae

Wessex, der længe var blevet regeret af Alfreds og Ethelreds dynasti, underkastede sig Knud sent i 1015, ligesom det havde gjort over for hans far to år tidligere. På dette tidspunkt deserterede Eadric Streona, ealdorman af Mercia, fra Ethelred sammen med 40 skibe og deres besætninger og sluttede sig til Knud. En anden afhopper var Thorkil den Høje, en jomsvikinge-høvding, som havde kæmpet mod vikingeinvasionen under Svend Tveskæg med et troskabsløfte til englænderne i 1012 – en forklaring på dette skifte kan findes i en strofe i Jómsvíkinga saga, der nævner to angreb mod Jomsborgs lejesoldater, mens de var i England, hvor en mand kendt som Henninge, Thorkils bror, var blandt de dræbte. Hvis Flateyjarbók har ret i, at denne mand var Knuds barndomsmentor, forklarer det hans accept af Thorkils troskab – idet jomsvikinger i sidste ende stod i Jomsborgs tjeneste. De 40 skibe, som Eadric kom med, ofte antaget at være fra Danelagen, var sandsynligvis Thorkils.

Fremrykning mod nord

Tidligt i 1016 krydsede vikingerne Themsen og hærgede Warwickshire, mens Edmund Jernsides forsøg på modstand tilsyneladende ikke førte til noget – krønikeskriveren siger, at den engelske hær blev opløst, fordi kongen og Londons borgere ikke var til stede. Knuds midvinterangreb lagde en ødelæggende stribe nordpå gennem det østlige Mercia. Endnu en indkaldelse af hæren samlede englænderne, og denne gang blev de mødt af kongen, men "det kom til intet som så ofte før", og Æthelred vendte tilbage til London med frygt for forræderi. Edmund drog derefter nordpå for at slutte sig til Uhtred, jarl af Northumbria, og sammen hærgede de Staffordshire, Shropshire og Cheshire i det vestlige Mercia, muligvis med henblik på Eadric Streonas godser. Knuds besættelse af Northumbria betød, at Uhtred vendte hjem for at underkaste sig Knud, som tilsyneladende sendte en northumbrisk rival, Thurbrand, for at massakrere Uhtred og hans følge. Erik jarl kom, højst sandsynligt med en anden skandinavisk styrke, for at støtte Knud på dette tidspunkt, og den erfarne norske jarl fik ansvaret for Northumbria.

Prins Edmund forblev i London, stadig ikke besejret bag byens mure, og blev valgt til konge efter Ethelreds død den 23. april 1016.

Belejringen af London

Middelalderlig illumination, der skildrer kongerne Edmund Jernside (til venstre) og Knud (til højre), fra Chronica Majora skrevet og illustreret af Matthew Paris.

Knud vendte sydpå igen, og den danske hær blev tydeligvis delt: en del tog sig af Edmund, som var brudt ud af London, før Knuds omringning af byen var fuldendt, og var taget af sted for at samle en hær i Wessex, det traditionelle kerneområde for det engelske monarki. En anden del af den danske hær belejrede London og byggede dæmninger på den nordlige og sydlige flanke samt gravede en kanal på tværs af Themsens bredder syd for byen, så deres langskibe kunne afskære forbindelserne op ad floden.

Der blev udkæmpet et slag ved Penselwood i Somerset – med en bakke i Selwood-skoven som sandsynligt sted – og et efterfølgende slag ved Sherston i Wiltshire, som varede to dage, men endte uden sejrherre.

Edmund lykkedes midlertidigt med at befri London, idet han drev fjenden bort og besejrede dem efter at have krydset Themsen ved Brentford. Efter store tab trak han sig tilbage til Wessex for at samle friske tropper, og danerne belejrede igen London, men efter endnu et mislykket angreb trak de sig tilbage til Kent under engelsk pres, og der blev udkæmpet et slag ved Otford. På dette tidspunkt gik Eadric Streona over til kong Edmund, og Knud sejlede nordpå over Themsens munding til Essex og drog fra skibenes landgang op ad Orwell for at hærge Mercia.

London indtages ved traktat

Den 18. oktober 1016 blev danerne angrebet af Edmunds hær, mens de trak sig tilbage mod deres skibe, hvilket førte til slaget ved Assandun, udkæmpet enten ved Ashingdon i det sydøstlige eller Ashdon i det nordvestlige Essex. Under den efterfølgende kamp trak Eadric Streona, hvis tilbagevenden til engelsk side måske blot havde været et trick, sine styrker ud af slaget og forårsagede et afgørende engelsk nederlag. Edmund flygtede vestpå, og Knud forfulgte ham ind i Gloucestershire, hvor endnu et slag sandsynligvis blev udkæmpet nær Dean-skoven, for Edmund havde en alliance med nogle af waliserne.

På en ø nær Deerhurst mødtes Knud og Edmund, som var blevet såret, for at forhandle fredsbetingelser. Man blev enige om, at hele England nord for Themsen skulle være den danske prins' område, mens alt syd for floden skulle beholdes af den engelske konge sammen med London. Arveretten til hele riget skulle overgå til Knud ved Edmunds død. Edmund døde den 30. november, få uger efter aftalen. Nogle kilder hævder, at Edmund blev myrdet, men omstændighederne omkring hans død er ukendte. Vest-sakserne accepterede nu Knud som konge over hele England, og han blev kronet af Lyfing, ærkebiskop af Canterbury, i London i 1017.

Konge af England

Knud i Genealogical Chronicle of the English Kings fra slutningen af 1200-tallet.

Knud regerede England i næsten to årtier. Den beskyttelse, han ydede mod vikingerøvere – mange af dem under hans kommando – genoprettede den velstand, som i stigende grad var blevet svækket siden genoptagelsen af vikingernes angreb i 980'erne. Til gengæld hjalp englænderne ham også med at etablere kontrol over størstedelen af Skandinavien. Under hans styre oplevede England ikke alvorlige angreb udefra.

Konsolidering og danegæld

Som dansk konge af England var Knud hurtig til at eliminere enhver mulig udfordring fra de overlevende af det mægtige Wessex-dynasti. Det første år af hans regeringstid var præget af henrettelserne af en række engelske adelsmænd, som han anså for mistænkelige. Ethelreds søn Eadwig Ætheling flygtede fra England, men blev dræbt på Knuds ordre. Edmund Jernsides sønner flygtede ligeledes i udlandet. Ethelreds sønner med Emma af Normandiet kom under deres slægtninges beskyttelse i Hertugdømmet Normandiet.

I juli 1017 ægtede Knud dronning Emma, Ethelreds enke og datter af Richard 1., hertug af Normandiet. I 1018, efter at have opkrævet en danegæld på den kolossale sum af £72.000 på landsplan samt yderligere £10.500 udskrevet i London, betalte Knud sin hær ud og sendte de fleste af dem hjem. Han beholdt 40 skibe og deres besætninger som en stående styrke i England. En årlig skat kaldet heregæld (hærbetaling) blev opkrævet gennem det samme system, som Ethelred havde indført i 1012, for at belønne skandinaver i hans tjeneste.

Knud byggede videre på den eksisterende engelske tendens til, at flere shires blev samlet under én ealdorman, og delte dermed landet i fire store administrative enheder, hvis geografiske udstrækning byggede på de største og mest varige af de særskilte kongeriger, der havde gået forud for Englands samling. Embedsmændene medansvar for disse provinser blev kaldt jarler, en titel af skandinavisk oprindelse, der allerede fandtes i lokal brug i England, og som nu overalt erstattede ealdorman. Wessex blev i første omgang beholdt under Knuds personlige kontrol, mens Northumbria gik til Erik jarl, East Anglia til Thorkil den Høje, og Mercia forblev i hænderne på Eadric Streona.

Denne indledende magtfordeling blev kortvarig. Den notorisk forræderiske Eadric blev henrettet inden for et år efter Knuds tronbestigelse. Mercia gik til en af områdets ledende slægter, sandsynligvis først til Leofwine, ealdorman over Hwicce under Ethelred, men helt sikkert snart til hans søn Leofric. I 1021 faldt også Thorkil i unåde og blev fredløs.

Efter hans død i 1020’erne blev Erik Jarl afløst som jarl af Northumbria af Siward, hvis bedstemor, Estrid (gift med Úlfr Thorgilsson), var Knuds søster. Bernicia, den nordlige del af Northumbria, var i teorien en del af Eriks og Siwards jarledømme, men gennem hele Knuds regeringstid forblev det i praksis under kontrol af det engelske dynasti med base i Bamburgh, som havde domineret området mindst siden begyndelsen af 900-tallet. De fungerede som underordnede jarler af Bernicia under den titulære myndighed fra jarlen af Northumbria. I 1030’erne var Knuds direkte administration af Wessex ophørt med oprettelsen af et jarledømme under Godwin, en englænder fra en magtfuld Sussex-slægt. Overordnet set lod Knud, efter i de første regeringsår at have støttet sig på sine skandinaviske tilhængere, de angelsaksiske familier i den eksisterende engelske adel, som havde vundet hans tillid, overtage styret af hans jarledømmer.

Anliggender mod øst

Sølvpenning af Knud den Store med en firpas på bagsiden dateret til ca. 1017–23.

Ved slaget ved Nesjar i 1016 vandt Olav Haraldsson kongeriget Norge fra danerne. Det var på et tidspunkt efter, at Erik rejste til England, og efter Svends død under tilbagetoget til Sverige – måske med henblik på at vende tilbage til Norge med forstærkninger – at Eriks søn Håkon drog af sted for at slutte sig til sin far og støtte Knud i England.

Knuds bror Harald kan have været til stede ved Knuds kroning i 1016 og er derefter vendt tilbage til Danmark som dets konge med en del af flåden. Det eneste sikre er dog, at hans navn sammen med Knuds blev indført i et broderskab ved Christ Church, Canterbury i 1018. Det er dog ikke afgørende, for indførslen kan være sket i Haralds fravær, måske ved Knuds egen hånd; derfor er det usikkert, om Harald stadig var i live på dette tidspunkt, selv om man ofte mener, at han døde i 1018. Indførslen af broderens navn i Canterbury-kodeksen kan have været Knuds forsøg på at gøre bod over for Kirken for sin hævn for Haralds mord. Det kan også blot have været en gestus for, at en sjæl skulle være under Guds beskyttelse. Der er belæg for, at Knud i 1018 kæmpede mod "pirater", idet han ødelagde besætningerne på 30 skibe, men det er ukendt, om det skete ud for Englands eller Danmarks kyster. Han nævner selv uroligheder i sit brev fra 1019 (til England, fra Danmark), skrevet som konge af England og Danmark. Med en vis sandsynlighed kan disse begivenheder ses i sammenhæng med Haralds død. Knud siger, at han tog sig af oprørere for at sikre, at Danmark var frit til at hjælpe England:

Kong Knud hilser i venskab sin ærkebiskop og sine bispedømmets biskopper og jarl Thorkil og alle sine jarler … gejstlige og læge, i England … Jeg meddeler jer, at jeg vil være en nådig herre og en trofast vogter af Guds ret og den retfærdige verdslige lov. (Han opfordrer sine ealdormen til at bistå biskopperne i opretholdelsen af) Guds ret … og folkets tarv.

Hvis nogen, gejstlig eller lægmand, dansker eller englænder, er så formastelig at trodse Guds lov og min kongelige myndighed eller de verdslige love, og han ikke vil gøre bod og afstå efter mine biskoppers anvisning, da beder jeg og befaler også jarl Thorkil, hvis han kan, at få forbryderen til at gøre ret. Og hvis han ikke kan, da er det min vilje, at han med os begges magt skal tilintetgøre ham i landet eller drive ham ud af landet, hvad enten han er af høj eller lav rang. Og det er min vilje, at hele nationen, både gejstlige og læge, standhaftigt skal overholde Edgars love, som alle mænd har valgt og svoret på i Oxford.

Eftersom jeg ikke sparede mine penge, så længe fjendtlighed truede jer, har jeg med Guds hjælp bragt den til ophør. Derefter fik jeg at vide, at en større fare nærmede sig os, end vi på nogen måde kunne ønske; og da drog jeg selv med de mænd, som fulgte mig, til Danmark, hvorfra den største skade var kommet over os, og med Guds hjælp har jeg sørget for, at der herefter aldrig skal nå jer nogen fjendtlighed derfra, så længe I støtter mig ret, og mit liv varer. Nu takker jeg den Almægtige Gud for hans hjælp og hans nåde, fordi jeg har afværget de store farer, som nærmede sig os, således at vi ikke behøver at frygte nogen fare derfra; men vi kan regne med fuld hjælp og frelse, hvis vi får brug for det.

— Knuds brev fra 1019, Trow 2005, s. 168–169

Statsmandskunst

Sølvpenning af Knud den Store dateret til perioden ca. 1024–30.

Knud blev generelt husket som en klog og succesfuld konge af England, selv om denne opfattelse til dels kan skyldes hans gode behandling af Kirken, som bevarede de historiske optegnelser. Derfor betragtes han – også i dag – som en religiøs mand, selv om han var i et muligvis syndigt forhold med to hustruer og udviste hårdhed over for sine kristne modstandere.

Under hans styre samlede Knud de engelske og danske kongeriger, og de skandinaviske og saksiske folk oplevede en dominansperiode på tværs af Skandinavien såvel som i De Britiske Øer. Hans felttog i udlandet betød, at vægtskålen i vikingernes overlegenhed tippede til fordel for englænderne, og at langskibenes stævne vendte mod Skandinavien. Han genindførte lovene fra kong Edgar for at muliggøre en forfatning for Danelagen, og for skandinavernes virksomhed i bred forstand.

Knud genindførte de eksisterende love gennem en række proklamationer for at imødekomme almindelige klagemål, som blev bragt til hans kendskab, herunder: On Inheritance in case of Intestacy og On Heriots and Reliefs. Han styrkede også møntvæsenet ved at iværksætte en række mønter med samme vægt som dem, der blev brugt i Danmark og andre dele af Skandinavien. Han udstedte Knuds lovsamlinger, nu kendt som I Knud og II Knud, men disse synes primært at være udarbejdet af Wulfstan 2. af York.

Ved hans kongelige hof var der både englændere og skandinaver.

Konge af Danmark

Harald 2. døde i 1018, og Knud drog til Danmark for at stadfæste sin arveret til den danske krone og erklærede i et brev fra 1019 sin hensigt om at afværge angreb mod England (se ovenfor). Det synes, at der fandtes danskere, som var i opposition til ham, og et angreb, han iværksatte mod venderne i Pommern, kan have haft forbindelse hertil. Under dette felttog vandt mindst én af Knuds englændere, Godwin, tilsyneladende kongens tillid efter et natligt angreb, som han personligt ledede mod en vendisk lejr.

Efter at hans greb om den danske trone tilsyneladende var stabiliseret, var Knud tilbage i England i 1020. Han udnævnte Ulf Jarl, ægtemand til hans søster Estrid Svendsdatter, til regent i Danmark og betroede ham samtidig sin unge søn med dronning Emma, Hardeknud, som han havde udpeget som arving til riget. Thorkil den Højes dom som fredløs i 1021 kan ses i sammenhæng med angrebet på venderne. Med Oluf Skotkonungs død i 1022 og hans søn Anund Jakobs tronbestigelse, som bragte Sverige i alliance med Norge, var der grund til en magtdemonstration fra dansk side i Østersøen. Jomsborg, jomsvikingernes sagnomspundne fæstning (som menes at have ligget på en ø ud for Pommerns kyst), var sandsynligvis målet for Knuds ekspedition. Efter denne tydelige demonstration af Knuds ambition om at dominere skandinaviske anliggender synes Thorkil at være blevet forsonet med Knud i 1023.

Da den norske konge Olav Haraldsson og Anund Jakob udnyttede Knuds engagement i England og begyndte at iværksætte angreb mod Danmark, gav Ulf de danske frie mænd anledning til at acceptere Hardeknud, som stadig var et barn, som konge. Dette kneb medførte, at Ulf regerede riget som regent. Da Knud fik kendskab til disse begivenheder, sejlede han til Danmark for at genindsætte sig selv og for at tage hånd om Ulf, som da igen rettede sig ind. I et slag kendt som slaget ved Helgeå kæmpede Knud og hans mænd mod nordmændene og svenskerne ved Helgeås udmunding, sandsynligvis i 1026, og den tilsyneladende sejr efterlod Knud som den dominerende leder i Skandinavien. Ulfs kursændring og deltagelse i slaget skaffede ham dog i sidste ende ikke Knuds tilgivelse. Nogle kilder fortæller, at svogrene spillede skak ved et gilde i Roskilde, da der opstod et skænderi mellem dem, og at en af Knuds huskarle næste dag, juledag 1026, dræbte jarlen med kongens velsignelse i Treenighedskirken, forgængeren for Roskilde Domkirke.

Rejsen til Rom

Mønter af Knud den Store i Buckinghamshire County Museum, Aylesbury.

Da hans fjender i Skandinavien var underkuet, og han tilsyneladende havde tid til overs, kunne Knud acceptere en invitation til at overvære tronbestigelsen i Rom af den tysk-romerske kejser Konrad 2.. Han overlod sine nordlige anliggender og drog fra Danmark til kroningen i påsken 1027, hvilket ville have været af betydelig prestige for Europas herskere i middelalderen. På hjemrejsen skrev han sit brev fra 1027 – ligesom brevet fra 1019 – hvori han fra udlandet informerede sine undersåtter i England om sine hensigter og proklamerede sig selv som ”konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne”.

I overensstemmelse med sin rolle som kristen konge siger Knud, at han rejste til Rom for at gøre bod for sine synder, bede for sine undersåtters frelse og sikkerhed og forhandle med paven om en nedsættelse af omkostningerne ved palliet for engelske ærkebiskopper samt om en løsning på rivaliseringen mellem ærkebispesæderne i Canterbury og Hamburg-Bremen om overhøjhed over de danske stifter. Han søgte også at forbedre forholdene for pilgrimme og købmænd på vejen til Rom. Med hans egne ord:

… Jeg talte selv med kejseren og den hellige pave og fyrsterne dér om behovene for alle mennesker i hele mit rige, både englændere og danskere, for at der kunne gives dem en retfærdigere lov og en sikrere fred på vejen til Rom, og for at de ikke skulle blive trængt af så mange spærringer langs vejen og chikaneret af uretfærdige toldafgifter; og kejseren samtykkede, og ligeledes kong Robert, som har herredømmet over de fleste af disse samme toldporte. Og alle stormændene bekræftede ved edikt, at mit folk, både købmænd og andre, som rejser for at udøve deres fromhed, kunne rejse til Rom og vende tilbage uden at blive plaget af spærringer og toldopkrævere, i fast fred og sikret ved en retfærdig lov.

— Knuds brev fra 1027, Trow 2005, s. 193

”Robert” i Knuds tekst er sandsynligvis en skriverfejl for Rudolf, den sidste hersker over det uafhængige Kongerige Burgund. Dermed blev pavens, kejserens og Rudolfs højtidelige ord givet med vidnesbyrd fra fire ærkebiskopper, tyve biskopper og ”utallige skarer af hertuger og stormænd”, hvilket tyder på, at dette skete før ceremonierne var afsluttet. Knud kastede sig uden tvivl energisk ind i sin rolle. Hans billede som en retfærdig kristen konge, statsmand og diplomat samt forkæmper mod uretfærdighed synes at være rodfæstet i virkeligheden – såvel som noget, han bevidst søgte at fremvise.

En god illustration af hans status i Europa er, at Knud og kongen af Burgund gik side om side med kejseren i den kejserlige procession og stod skulder ved skulder med ham på samme podium. Ifølge forskellige kilder fandt Knud og kejseren hinandens selskab som brødre, da de var jævnaldrende. Konrad gav Knud land i marken Slesvig – landbroen mellem de skandinaviske kongeriger og kontinentet – som tegn på deres venskabstraktat. Århundreders konflikter i dette område mellem danskere og tyskere førte til opførelsen af Dannevirke, fra Slesvig ved Slien, en vig af Østersøen, til Nordsøen.

Knuds besøg i Rom var en triumf. I versene i Knútsdrápa lovpriser Sigvatr Þórðarson Knud, sin konge, som ”kejserens kære, Peters nære”. I kristenhedens tid kunne en konge, der stod i Guds gunst, forvente at herske over et lykkeligt rige. Han stod uden tvivl stærkere, ikke blot over for Kirken og folket, men også i alliancen med sine sydlige rivaler, hvilket gjorde ham i stand til at afslutte sine konflikter med rivalerne i nord. Hans brev fortæller ikke blot landsmændene om hans bedrifter i Rom, men også om hans ambitioner i den skandinaviske verden ved hans hjemkomst:

… Jeg, som ønsker at lade jer vide dette, vil, idet jeg vender tilbage ad samme vej, som jeg drog ud, rejse til Danmark for i rådslagning med alle danerne at ordne fred og en fast traktat med de folk og stammer, som ville have berøvet os liv og herredømme, hvis de kunne, men de kunne ikke, fordi Gud ødelagde deres styrke. Må han i sin rige barmhjertighed bevare os i herredømme og ære og fremover sprede og tilintetgøre alle vores fjenders magt og vælde! Og endelig, når der er skabt fred med de omgivende folk, og hele vort rige her i øst er blevet ordnet og pacificeret på rette vis, så vi ikke har nogen krig at frygte fra nogen side eller enkeltpersoners fjendskab, agter jeg at komme til England så tidligt på sommeren, som jeg kan, for at tage mig af udrustningen af en flåde.

— Knuds brev fra 1027

Knud skulle vende tilbage til Danmark fra Rom, sørge for rigets sikkerhed og derefter sejle videre til England.

Konge af Norge og dele af Sverige

Nordsøimperiet under Knud den Store, ca. 1030. (Bemærk, at de norske (nu svenske) områder Jemtland, Herjedalen, Idre og Särna ikke er medtaget på dette kort.)

I sit brev fra 1027 omtaler Knud sig selv som konge af ”nordmændene og nogle af svenskerne” – hans sejr over svenskerne antyder, at Helgeå var floden i Uppland og ikke den i det østlige Skåne – mens Sveriges konge synes at være blevet gjort fredløs. Det er blevet spekuleret i, at den svenske by Sigtuna var besat af Knud; der blev præget mønter dér, som kaldte ham konge, men der findes ingen fortællende kilde om en sådan besættelse. Disse mønter betragtes dog normalt som efterligninger af mønter præget i Danmark. Der er også fundet mønter i Sigtuna, som angiver, at den svenske konge Oluf Skotkonung var konge af England. Knud erklærede desuden sin hensigt om at drage til Danmark for at sikre fred mellem de skandinaviske kongeriger, hvilket stemmer overens med John af Worcesters beretning om, at Knud i 1027 fik nys om, at nogle nordmænd var utilfredse, og sendte dem summer af guld og sølv for at vinde deres støtte til sit krav på tronen.

I 1028 drog Knud fra England til Norge og nåede byen Trondheim med en flåde på 50 skibe. Kong Olav Haraldsson var ude af stand til at yde alvorlig modstand, dels fordi hans stormænd var blevet bestukket af Knud, dels (ifølge Adam af Bremen) fordi han havde for vane at lade deres hustruer anholde for trolddom. Knud blev kronet som konge – nu over England, Danmark og Norge samt dele af Sverige. Han betroede jarledømmet Lade til den tidligere jarleslægt ved Håkon Eiriksson, idet Erik Jarl på dette tidspunkt sandsynligvis allerede var død. Håkon var muligvis også jarl af Northumbria efter Erik.

Håkon, som tilhørte en slægt med en lang tradition for fjendskab mod de uafhængige norske konger og var i familie med Knud, havde allerede herredømme over Øerne med jarledømmet Worcester, muligvis fra 1016 til 1017. Sørejserne gennem Det Irske Hav og Hebriderne førte til Orkneyøerne og Norge og var centrale for Knuds ambitioner om herredømme over Skandinavien og De Britiske Øer. Håkon var tiltænkt rollen som Knuds stedfortræder i denne strategiske kæde, og det sidste led var hans indsættelse som kongens repræsentant i Norge efter fordrivelsen af Olav Haraldsson i 1028. Han druknede ved et skibsforlis i Pentland Firth (mellem Orkneyøerne og det skotske fastland) enten sent i 1029 eller tidligt i 1030.

Efter Håkons død vendte Olav Haraldsson tilbage til Norge med svenskere i sin hær. Han blev dræbt af sit eget folk i slaget ved Stiklestad i 1030. Knuds efterfølgende forsøg på at regere Norge uden den afgørende støtte fra trønderjarlerne, gennem Ælfgifu og hans ældste søn med hende, Svend Knutsson, blev ikke nogen succes. Perioden er i Norge kendt som Ælfgifus tid, præget af hård beskatning, et oprør og genoprettelsen af det tidligere norske dynasti under Sankt Olavs uægte søn Magnus den Gode.

Knud 2. Stores erobringer, 1014-1035      Knud den Stores rige.      Knud den Stores vasalstater.      Knud den Stores allierede.

Indflydelse på de vestlige søveje

I 1014, mens Knud forberedte sin geninvasion af England, stod slaget ved Clontarf mellem en række hære opstillet på markerne foran Dublins mure. Máel Mórda mac Murchada, konge af Leinster, og Sigtrygg Silkeskæg, hersker over det nordisk-gæliske Kongeriget Dublin, havde udsendt sendebud til alle vikingekongedømmer for at anmode om støtte i deres oprør mod Brian Boru, Irlands overkonge. Sigurd Lodvesson, jarl af Orkney, blev tilbudt kommandoen over alle de nordiske styrker, mens overkon­gen havde søgt assistance fra Albannaich, som blev ledet af Domnall mac Eimín meic Cainnig, mormaer af Mar. Leinster-nordboalliancen blev besejret, og begge hærførere, Sigurd og Máel Mórda, blev dræbt. Brian, hans søn, hans barnebarn og mormaeren Domhnall faldt ligeledes. Sigtryggs alliance blev brudt, selv om han selv fik lov at leve, og Irlands overkongedømme gik tilbage til Uí Néill, igen under Máel Sechnaill mac Domnaill.

Der fulgte en kort periode med frihed i Det Irske Hav for Dublins vikinger, hvor et politisk tomrum kunne mærkes i hele den vestlige maritime zone af det nordatlantiske øhav. Blandt de mest fremtrædende, som kunne udfylde dette tomrum, var Knud, »hvis lederskab af den skandinaviske verden gav ham en enestående indflydelse over de vestlige kolonier, og hvis kontrol over deres kommercielle pulsårer gav et økonomisk forspring i den politiske dominans«. Mønter slået i Dublin af kongen, Silkeskæg, med Knuds firpastype — udstedt ca. 1017–1025 — hvor legenden sporadisk erstattes af en med Knuds navn, og hvor han fremstilles som hersker enten »af Dublin« eller »blandt irerne«, vidner om Knuds indflydelse. Yderligere bevis findes i opførelsen af en vis Sihtric dux i tre af Knuds breve.

I et af sine vers fortæller Knuds hofdigt­er Sigvatr Þórðarson om, hvordan berømte fyrster bragte deres hoveder til Knud og købte fred. Verset omtaler Olaf Haraldsson i datid, idet hans død ved slaget ved Stiklestad fandt sted i 1030. Det var derfor på et tidspunkt efter dette og konsolideringen af Norge, at Knud drog til Skotland med en hær, og flåden i Det Irske Hav, i 1031 for uden blodsudgydelse at modtage underkastelsen fra tre skotske konger: Maelcolm, den kommende konge Maelbeth og Iehmarc. En af disse konger, Iehmarc, kan have været Echmarcach mac Ragnaill, en Uí Ímair-høvding og hersker over et søkongedømme i Det Irske Hav, med Galloway blandt sine territorier. Ikke desto mindre synes Malcolm kun i ringe grad at have anerkendt Knuds magt, og indflydelsen over Skotland ser ud til at være ophørt ved Knuds død.

Endvidere hilser en Lausavísa, som tilskrives skjalden Óttarr svarti, herskeren over daner, irer, englændere og øboere — hvor brugen af »irer« her sandsynligvis henviser til de Gall Ghaedil-kongedømmer snarere end de gæliske kongedømmer. Den »bringer Svend Tveskægs formodede aktiviteter i Det Irske Hav i erindring samt Adam af Bremens beretning om hans ophold hos en rex Scothorum (? konge af irerne) [&] kan også knyttes til … Iehmarc, som underkastede sig i 1031 [&] og kan være relevant for Knuds forbindelser med irerne«.

Forhold til kirken

Engle kroner Knud, mens han og Emma af Normandiet (Ælfgifu) overrækker et stort guldkors (Winchester Cross) til Hyde Abbey i Winchester. Fra New Minster Liber Vitae i British Library.

Knuds handlinger som erobrer og hans nådesløse behandling af det styrtede dynasti havde gjort ham usikker i forhold til kirken. Han var allerede kristen, før han blev konge – ved sin dåb fik han navnet Lambert – selvom kristendommens indførelse i Norden langt fra var fuldendt. Hans ægteskab med Emma af Normandiet, selv om han allerede var gift med Ælfgifu, som blev holdt i syd med et gods i Exeter, var endnu et brud på kirkens lære. I et forsøg på at forsone sig med sine kirkemænd lod Knud alle engelske kirker og klostre, som havde været ofre for vikingernes plyndringer, istandsætte og fyldte deres kasser igen. Han opførte også nye kirker og var en oprigtig beskytter af klostersamfund. Hans hjemland Danmark var en kristen nation i vækst, og ønsket om at styrke religionen var stadig eksisterende. Som eksempel kan nævnes, at den første stenkirke, der er dokumenteret opført i Skandinavien, blev bygget i Roskilde omkring 1027, og dens mæcen var Knuds søster Estrid.

Det er vanskeligt at afgøre, om Knuds holdning til kirken udsprang af dyb religiøs hengivenhed eller blot var et middel til at styrke regimets greb om befolkningen. Der findes tegn på respekt for den hedenske religion i hans lovprisningsdigte, som han gerne lod sine skjalde udsmykke med elementer fra nordisk mytologi, mens andre vikingeherskere insisterede på en streng overholdelse af den kristne linje, såsom Sankt Olav. Samtidig udvisterhan et ønske om en respektabel kristen national identitet inden for Europa. I 1018 antyder nogle kilder, at han opholdt sig i Canterbury ved ærkebiskop Lyfings hjemkomst fra Rom for at modtage formanende breve fra paven. Hvis denne kronologi er korrekt, rejste han sandsynligvis fra Canterbury til witanforsamlingen i Oxford med ærkebiskop Wulfstan af York til stede for at få begivenheden nedskrevet.

Hans økumeniske gaver var talrige og ofte overdådige. Jord i fælleseje blev skænket sammen med skattefritagelser samt relikvier. Christ Church fik sandsynligvis rettigheder ved den vigtige havn i Sandwich samt skattefritagelse, hvilket blev bekræftet ved placeringen af deres dokumenter på alteret, mens kirken samtidig modtog relikvierne af Sankt Ælfheah, til stor utilfredshed for Londons befolkning. Et andet bispesæde i kongens gunst var Winchester, næst efter Canterbury i rigdom. New Minster Liber Vitae optegner Knud som velgører for klosteret, og Winchester-korset, med 500 mark sølv og 30 mark guld samt relikvier af forskellige helgener, blev skænket dertil. Old Minster modtog et helgenskrin til relikvierne af St Birinus samt sandsynligvis en bekræftelse af sine privilegier. Klosteret i Evesham, hvis abbed Ælfweard angiveligt var i slægt med kongen gennem Ælfgifu fruen (formentlig Ælfgifu snarere end dronning Emma, som også var kendt som Ælfgifu), modtog relikvierne af Sankt Wigstan. Mens nogle englændere bifaldt disse politikker, som hans skjalde kaldte ”at ødelægge skatte”, blev skattebyrden følt bredt. Hans holdning til Londons bispesæde var tydeligvis ikke velvillig. Klostrene i Ely og Glastonbury var tilsyneladende heller ikke på god fod med ham.

Andre gaver blev også skænket til hans naboer. Blandt disse var en gave til Chartres, hvis biskop skrev: ”Da vi så den gave, som du sendte os, blev vi forbløffede over både din viden og din tro … eftersom du, som vi havde hørt var en hedensk fyrste, nu viser dig ikke blot at være kristen, men også en særdeles gavmild velgører for Guds kirker og tjenere.” Det vides, at han sendte et psalter og et sakramentarium fremstillet i Peterborough (berømt for sine illustrationer) til Köln, samt en bog skrevet i guld blandt andre gaver til Vilhelm den Store af Aquitanien. Denne gyldne bog skulle angiveligt understøtte aquitanske krav om, at Sankt Martial – Aquitaniens skytshelgen – var en apostel. Af betydning er det, at modtageren var en ivrig håndværker, lærd og from kristen, og at klosteret Saint-Martial rådede over et stort bibliotek og scriptorium, kun overgået af det i Cluny. Det er sandsynligt, at Knuds gaver rakte langt ud over, hvad historikere i dag kender til.

Knuds rejse til Rom i 1027 er endnu et tegn på hans hengivenhed over for den kristne religion. Det kan være, at han rejste dertil for at overvære kroningen af Konrad 2. for at forbedre forholdet mellem de to magter, men han havde allerede tidligere aflagt et løfte om at søge Sankt Peters gunst, vogteren af nøglerne til Himmeriget. Under sit ophold i Rom indgik Knud en aftale med paven om at reducere de gebyrer, som de engelske ærkebiskopper skulle betale for at modtage deres pallium. Han sørgede også for, at rejsende fra hans rige ikke blev belastet af uretfærdige toldafgifter, og at de skulle beskyttes på deres vej til og fra Rom. Der findes visse indicier på en anden rejse i 1030.

Død og efterfølger

Knud døde den 12. november 1035 i Shaftesbury, Dorset.Sit tilnavn, som han givetvis aldrig selv har hørt, fik han da han ved sin død var konge over de tre riger Norge, Danmark og England. I Danmark blev han efterfulgt af Hardeknud, som regerede som Knud 3., men på grund af en krig i Skandinavien mod Magnus den Gode blev Hardeknud ”forladt [af englænderne], fordi han opholdt sig for længe i Danmark”. Hans mor dronning Emma, som tidligere havde haft ophold i Winchester sammen med nogle af sin søns hirdmænd, blev tvunget til at flygte til Brugge i Grevskabet Flandern under pres fra tilhængere af Knuds anden søn efter Svend, med Ælfgifu: Harald Harefod – regent i England 1035–1037 (som i 1037 gjorde krav på den engelske trone og regerede indtil sin død i 1040). Den endelige fred i Skandinavien gav Hardeknud mulighed for selv at gøre krav på tronen i 1040 og at genindsætte sin mor i hendes position. Han forenede igen Danmarks og Englands kroner frem til sin død i 1042. Danmark gled derefter ind i en periode med uro med en magtkamp mellem tronprætendenten Svend Estridsen, søn af Ulf Jarl, og den norske konge, indtil Magnus’ død i 1047.

Hvis Knuds sønner ikke var døde inden for et årti efter hans død, og hvis hans eneste kendte datter Gunhild, som skulle have giftet sig med Konrad 2’s søn Henrik 3. otte måneder efter Knuds død, ikke var død i Italien før hun kunne blive kejserinde, så kunne Knuds regeringstid meget vel have dannet grundlaget for en fuldstændig politisk union mellem England og Skandinavien, et Nordsøimperium med blodsbånd til det Tysk-romerske Rige.

I 2015 foreslog retsmedicineren Jørgen Lange Thomsen, at Knud muligvis kan være død af Brugadas syndrom. Den engelske historiker Timothy Bolton foreslog dog i sin bog "Cnut the Great" fra 2017, at det forholdsvis store antal tidlige dødsfald i familien kunne tilskrives en tilbøjelighed til slagtilfælde og cerebrale aneurismer, som er udposninger på halspulsåren.

Knogler i Winchester

Knud blev begravet i Old Minster i Winchester. Efter begivenhederne i 1066 var det nye normanniske styre ivrige efter at signalere sin autoritet gennem et ambitiøst program af storslåede katedraler og borge, som tog form gennem hele højmiddelalderen. Winchester Cathedral blev opført på det gamle angelsaksiske sted, og de tidligere begravelser, herunder Knuds, blev anbragt i ligkister der. Under Den engelske borgerkrig i 1600-tallet spredte plyndrende Roundhead-soldater Knuds knogler ud over gulvet, og de blev blandet med knoglerne fra de øvrige kister, navnlig dem fra Vilhelm 2.. Efter genoprettelsen af monarkiet blev knoglerne samlet og lagt tilbage i deres kister, om end i uorden.

Ægteskab og børn

• 1 – Ælfgifu (gift "på dansk vis" 1013)
  • Svend Knutsson, konge af Norge
  • Harald Harefod, konge af England
  • En datter, død 1020 (hendes navn ikke er overleveret)
• 2 – Emma af Normandiet (gift 1017)
  • Hardeknud, konge af Danmark og England
  • Gunhild af Danmark, giftede sig med Henrik 3., tysk-romersk kejser

Anetavle

Aner til Knud den Store
Hardeknud Gorm den Gamle Harald Blåtand (stedfar) - Knud Danaást (biologisk far) (Harald ?) Thyra Danebod Svend Tveskæg Nakon (de) ? Mistivoj Gunhild? eller Tove af Danmark? Knud d. Store (Lestek (en)) Siemomysł (sv) Mieszko 1. af Polen? Gunhild af Polen

Knuds skjalde

Den oldnordiske fortegnelse over skjalde kendt som Skáldatal opregner otte skjalde, der var aktive ved Knuds hof. Fire af dem, nemlig Sigvatr Þórðarson, Óttarr svarti, Þórarinn loftunga og Hallvarðr háreksblesi, digtede vers til ære for Knud, som er bevaret i en eller anden form, mens der ikke kendes tilsvarende digte fra de fire øvrige skjalde Bersi Torfuson, Arnórr Þórðarson jarlaskáld (kendt fra andre værker), Steinn Skaptason og Óðarkeptr (ukendt). De vigtigste værker om Knud er de tre Knútsdrápur af Sigvatr Þórðarson, Óttarr svarti og Hallvarðr háreksblesi samt Höfuðlausn og Tøgdrápa af Þórarinn loftunga. Knud optræder også i to andre samtidige skjaldekvad, nemlig Þórðr Kolbeinssons Eiríksdrápa og det anonyme Liðsmannaflokkr.

Knuds skjalde fremhæver parallellen mellem Knuds herredømme over sit jordiske rige og Guds herredømme over Himlen. Dette ses især tydeligt i deres omkvæd. Således kan omkvædet i Þórarinns Höfuðlausn oversættes til: "Knud beskytter landet, som vogteren af Byzans [Gud] [beskytter] Himlen", og omkvædet i Hallvarðrs Knútsdrápa kan gengives som: "Knud beskytter landet, som alles Herre [beskytter] den strålende bjergenes hal [Himlen]". Trods det kristne budskab benytter digterne sig også af traditionelle hedenske referencer, og dette gælder især Hallvarðr. Som eksempel kan en af hans halvstrofer oversættes til: "Freyr for våbenlarmen [krigeren] har også lagt Norge under sig; kampens tjener [krigeren] mindsker valkyrjens høges [ravnenes] hunger." Skjalden omtaler her Knud som "kampens Freyr", en kenning der anvender navnet på den hedenske gud Frej. Referencer af denne art blev undgået af digtere, der skrev for samtidens norske konger, men Knud synes at have haft en mere afslappet holdning til hedenske litterære allusioner.

Historien om kong Knud i strandkanten

Knud i strandkanten med sit følge. Fra før 1885 og gengivet i Famous Men of the Middle Ages (1904).

Ifølge Historia Anglorum af Henry af Huntingdon, en krønike om Englands historie fra oldtiden frem til samtiden (1154), befandt kong Knud sig en gang ved stranden, hvor han forbød tidevandet at stige op og gøre hans fødder våde. Det gjorde tidevandet nu alligevel, og derefter, siger sagnet, "tog kong Knud aldrig igen sin guldkrone på, men satte den på et billede af den korsfæstede Herre, i evig lovprisning af Gud, den store konge." Historien genfortælles i The History of England af David Hume. Her er kongens hensigt at sætte sine hoffolk på plads, for deres overdrevne smiger hørte ingen steder hjemme.

Se også

• Knud den Stores slægtstræ
• Nordsøimperiet

Litteratur

• Adam af Bremen (1917), Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum, or History of the Archbishops of Hamburg-Bremen. English translation by F. J. Tschan., Hamburg: Hahnuni
• Bartlett, W. B. (2016). King Cnut and the Viking Conquest of England 1016. Amberley. ISBN 978-1-4456-4592-6. Arkiveret fra originalen 14. april 2023. Hentet 28. december 2019.
• Bolton, Timothy (2017). Cnut the Great. New Haven, USA: Yale University Press. ISBN 978-0-300-20833-7.
• Campbell, Alistair, red. (1998), Encomium Emmae Reginae, London: Cambridge University
• Coke, Sir Edward; Hargrave, Francis (1853). The First Part of the Institutes of the Laws of England, Or, A Commentary Upon Littleton: Not the Name of the Author Only, But of the Law Itself. Robert H. Small. Arkiveret fra originalen 14. april 2023. Hentet 28. december 2019.
• Ellis, P. B. (1993), Celt & Saxon, Suffolk: St. Edmundsbury Press
• Forte, Angelo; Oram, Richard D.; Pedersen, Frederik (2005). Viking Empires. Cambridge: University Press. ISBN 978-0-521-82992-2. Arkiveret fra originalen 5. april 2023. Hentet 14. april 2020.
• Frank, R. (1999), "King Cnut in the verse of his skalds", i Alexander R. Rumble (red.), The Reign of Cnut: King of England, Denmark and Norway, London: Leicester University Press, ISBN 0-7185-0205-1
• Graham-Campbell, James; Hall, Richard; Jesch, Judith; Parsons, David N (2016). Vikings and the Danelaw. Oxbow Books. ISBN 978-1-78570-455-0. Arkiveret fra originalen 14. april 2023. Hentet 28. december 2019.
• Greenway, Diana, red. (1996). Henry, Archdeacon of Huntingdon, Historia Anglorum The History of the English People (latin og engelsk). Oxford, UK: Clarendon Press. ISBN 978-0-19-822224-8.
• Hagerman, Maja (1996), Spåren av kungens män, Rabén Prisma
• Hudson, B. T. (1994), Knutr & Viking Dublin, Scandinavian Studies
• Jones, Gwyn (1984), A History of the Vikings (2nd udgave), Oxford: Oxford University Press, ISBN 0-19-285139-X
• Keynes, Simon (8. oktober 2009). "Æthelred II [Ethelred; known as Ethelred the Unready] (c. 966–1016), king of England". Oxford Dictionary of National Biography (online udgave). Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/8915. (Abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves.)
• Lawson, M. K. (2004), Cnut: England's Viking King (2nd udgave), Stroud: Tempus, ISBN 0-7524-2964-7, arkiveret fra originalen 14. april 2023, hentet 16. marts 2020
• Lawson, M. K. (2013). "Cnut [Canute] (d. 1035)". Oxford Dictionary of National Biography (online udgave). Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/4579. (Abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves.)
• McGettigan, Darren (2013). The Battle of Clontarf: Good Friday 1014. Dublin: Four Courts Press. ISBN 9781846823848.
• Ní Mhaonaigh, Máire (2018). "Perception and Reality: Ireland c.980–1229". I Smith, Brendan (red.). The Cambridge History of Ireland. Cambridge: Cambridge University Press.
• Olsen, Olaf (1992). "Christianity & Churches". I Else Roesdahl; David Mackenzie Wilson (red.). From Viking to Crusader: The Scandinavians and Europe, 800–1200. Random House. ISBN 978-0-8478-1625-5. Arkiveret fra originalen 14. april 2023. Hentet 16. marts 2020.
• Ranelagh, John O'Bernie (2001), A Short History of Ireland, Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 0-521-46944-9
• Richards, Mary P. (2010). "I-II Cnut: Wulfstan's Summa?". I Stefan Jurasinski; Lisi Oliver; Andrew Rabin (red.). English Law Before Magna Carta: Felix Liebermann and "Die Gesetze der Angelsachsen". Medieval Law and Its Practice. Vol. 8. Leiden: Brill. s. 137-156. doi:10.1163/ej.9789004187566.i-330.31. ISBN 9789004187573.
• Sawyer, P. (1991), När Sverige blev Sverige (Occasional papers on medieval topics), Alingsås: Viktoria
• Sawyer, P. (1997), The Oxford Illustrated History of the Vikings (1st udgave), Oxford: Oxford University Press, ISBN 0-19-820526-0
• Snorri Sturluson (1990), Heimskringla, or The Lives of the Norse Kings. English translation by Erling Monsen & A. H. Smith., Mineola, New York: Dover Publications, Inc., ISBN 0-486-26366-5
• Somerville, Angus A.; McDonald, R. Andrew (2014). The Viking Age: A Reader, Second Edition. University of Toronto Press. ISBN 978-1-4426-0870-2. Arkiveret fra originalen 14. april 2023. Hentet 12. januar 2020.
• Stafford, Pauline (2004). "Ælfgifu [Ælfgifu of Northampton] (fl. 1006–1036)". Oxford Dictionary of National Biography. Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/180. ISBN 978-0-19-861412-8. Arkiveret fra originalen 11. september 2021. Hentet 24. april 2021. (abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves)
• Stenton, Frank (1971). Anglo-Saxon England. Oxford: Clarendon Press. ISBN 978-0-19-821716-9. Arkiveret fra originalen 14. april 2023. Hentet 14. april 2020.
• Swanton, Michael, red. (1996), The Anglo-Saxon Chronicle, New York: Routledge, ISBN 0-415-92129-5
• Thietmar (1962) Chronik: Chronicon; Neu übertragen und erläutert von Werner Trillmich. Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft
• Townend, Matthew (2012). "(Introduction to) Sigvatr Þórðarson, Knútsdrápa.". I Whaley, Diana; Townend, Matthew (red.). Poetry from the Kings' Sagas 1: From Mythical Times to c. 1035. Skaldic Poetry of the Scandinavian Middle Ages 1. Turnhout: Brepols. s. 651-663. ISBN 978-2-503-51896-1.
• Trow, M. J. (2005), Cnut – Emperor of the North, Stroud: Sutton, ISBN 0-7509-3387-9
• William of Malmesbury (1998), Gesta Regnum Anglorum. English translation by R.A.B. Mynors, Oxford: Clarendon Press

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Knud den Store
• Knud den Store på gravsted.dk

Foregående:	Konge af England 1016-1035 Konge af Danmark 1019-1035 Konge af Norge 1028–1035	Efterfølgende:
Edmund Jernside (1016) Harald 2. (1014-1018(?)) Olav den Hellige (1015–1028)		Harald Harefod (1035-1040) Knud 3. Hardeknud (1035-1042) Svend Knutsson (dansk styre) (1030–1035)